Hus & HaveNyhederOplevelser & UdelivSkønhed & Mode

Køb hundebeklædning til behov og sjov


Kun det bedste er godt nok til menneskets bedste ven. Der dukker hele tiden nye webshops og specialbutikker frem, og især salget af tøj og accessoires stiger – danskerne køber hundetilbehør og hundeudstyr som aldrig før.

Der er mange holdninger til hundebeklædning. Nogle antræk kan synes unødvendige og fjollede, men andre er faktisk vigtige for Vuffis velbefindende. Det kan du læse mere om her.

Varm vest til vovsen

Nogle mener, at det er tosset at give hunde overtøj på, når de fra naturens hånd allerede har det. Man skal dog huske, at ikke alle hunderacer har lige meget pels. På grund af flere hundrede års avl har vores kæledyr ikke meget til fælles med ulvene, som de stammer fra.

Den slanke greyhound, som bliver brugt til at konkurrere i væddeløb, er et godt eksempel på dette. Denne hund fra Egypten er avlet til at løbe stærkt. Kroppen er lutter muskler og pelsen er så sparsom. Det ville derfor nærmest være dyremishandling ikke at give greyhounds overtøj på, når der er sne og frost.

Det er meget forskelligt, hvordan hunde reagerer på at få en sweater eller jakke på. Du må dog ikke give op, hvis din tyndpelsede hund stritter imod og flår i overfrakken. Husk på, at det er for dens egen skyld. Desuden skal du sikre, at pasform og kvalitet er i orden. Du ville jo heller ikke selv bryde dig om at have en stram frakke på, der gnaver ind i huden.

hundebeklædning

Husk poterne

Når det kommer til fodtøj, er det også et spørgsmål om hunderace og klima. Hvor en husky som bekendt elsker at løbe i sne, vil den lille mexicanske chihuahua helst undgå is og kulde.

Vinteren i Danmark er særlig slem for hunde, fordi vi de fleste steder salter med løs hånd. Salten sikrer effektivt fortove og indkørsler ved at optø isen. Til gengæld giver det katte og hunde ømme poter, da salt indtørrer huden.

Sko og potevoks beskytter mod is, sne og salt om vinteren, mens det skåner mod skoldhed asfalt om sommeren. Vær forberedt på, at din hund vil være utilfreds med skoene i starten. Den skal langsomt vænne sig til det, men du kan komme langt med tålmodighed og godbidder.

Sjov og ballade

For mange af os er det svært at lade være at trække på smilebåndet, når vi ser hunde i udklædning. Andre mener, at det er synd for dyret. Spørger du en dyrlæge eller anden fagperson, vil svaret formentlig være ”alt med måde”. Du kan godt indimellem give hunden et skægt outfit på, så længe han ikke lider overlast.

Hvis du giver din bedste ven en bandana, butterfly eller superheltekappe på, vil han næppe protestere. Igen kan man komme langt med en lækker godbid. Derimod kan du være sikker på, at han ikke vil bryde sig om at få en lille nissehue trukket ned over ørerne. Det kan godt være, at det giver gode billeder til de sociale medier, men til hvilken pris?